Translate

søndag den 17. november 2013

Rugklapper

Så lykkedes det at finde en god opskrift på rugklapper, denne er fra Amo's store bagebog 2

Rugklappere med solsikkekerner (16 stk.)

25 g. gær
½ l. tykmælk
70 g. solsikkekerner
2½ tsk. salt
1 tsk. mørk sirup
300 g. rugmel
200-250 g. hvedemel
Rør gæren grundigt ud i tykmælken.
Tilsæt salt, sirup og solsikkerner og rør det godt sammen.
Rør rugmelet i.
Tilsæt hvedemelet lidt af gangen og ælt dejen rigtig godt. Den skal være fast, men stadig lidt blød og klistret.
Lad den hæve lunt og tildækket ca. 1 time.

Fordel herefter dejen i en bradepande med bagepapir. Sørg for, at den er godt trykket ud i kanterne.
Glat overfladen med en kniv eller palet dyppet i lunkent vand.
Skær 16 retangler i dejen.
Lad efterhæve lunt og tildækket ca. 45 min.

Pensel dem med vand og sigt en anelse hvedemel over.
Bages ca. 20 min. ved 200 grader varmluft.
Løft brødene ud af bradepanden og over på en rist, så de kan afkøle helt.

Jeg havde ikke lige noget tykmælk i huset, så der blev brugt 50/50 cremefraiche 18% og hjemmelavet yoghurt naturel.

Tilsatte dejen lidt kulør, da jeg bedst kan lide rugbrød som er mere mørkt i det, og dryssede med birkes i stedet for mel, som jeg ikke lige synes passer til en rugklapper.

Næste gang jeg bager dem, vil jeg lade dem hæve længere en opskriften siger, da jeg ikke synes de var hævet særlig meget. Og så bliver de altså lidt svære at skære over, når man laver 16 stk. Men måske det bliver bedre, med en længere hævetid.

Velbekommen